– Det’ det der onsdagsfodbold, mama!


Mellem slidte boligblokke i Aarhus-bydelen Gellerup lyser områdets fodboldbane op. Hver onsdag samles op mod 25 piger indenfor kridtstregerne, når fodboldklubben ACFC forsøger at gøre dem til en del af Foreningsdanmark. Men samtidig kæmper klubben med kulturforskelle, traditioner og forældres lave socialklasse.

Af Maja Svenningsen, Niklas Jakobsen, Christian Flinker og Jeppe Hostrup
Foto: Christian Flinker

I midtercirklen står to blåklædte spillere klar til at give bolden op. Et prik med tåen fra den ene, og bolden sparkes tilbage til en forsvarsspiller, der med en lige vrist sender en lang bold ud mod sidelinjen i banens venstre side.

“Det er din, Nagin,” råber træneren fra modsatte sidelinje, imens den 17-årige pige ser mod boldens svæv.

Det er torsdag aften klokken 19, og grå skyer hænger over det sjaskvåde fodboldanlæg, der denne aprilaften har måttet finde sig i både regn, hagl og slud. Der er ikke det, der minder om forår i luften, og her lugter sgu heller ikke af nyklippet græs, som de fodboldkyndige altid siger, når de går til fodbold på stadion. Men det gør ikke så meget.

22 spillere løber efter den samme bold. Tilbage, frem, tilbage, længere tilbage, lidt frem.

På banerne i Brabrand IF spiller Nagin Ravand på klubbens Serie 1-hold for kvinder. 

Henvist til bane 2 spiller Brabrand IF’s kvindehold anden runde i pokalturneringen mod Aarhus 1900. Fodboldbanerne i Brabrand ligger side om side flankeret af en lang rød murstensbygning med cafeteria og omklædningsrum. Stadion, som de kalder området herude, ligger godt klemt mellem tætbebyggede villaer.

På sidelinjen står enkelte forældre og ser til, mens Brabrand-holdet slider mod de klart bedre Aarhus 1900-kvinder. Hvide gummistøvler på fødderne og med en hvid take away-boks fra grillen i hænderne. “Kom igen, piger,” lyder det opmuntrende derude fra.

Alt, hvad vi foreningsdanskere er vokset op med, samlet på et grønt område på Engdalsvej i Brabrand. Det er dét, vi forbinder med en fodboldklub.

Det ene hold er klædt i blåt, og det andet er klædt i rødt. To mandskaber, hvor spillerne ligesom soldater er fuldstændig ens klædt. Ens sokker, ens shorts, ens trøjer. Som en enhed, hvor forskelle er udviskede.

Kun en enkelt spiller blandt banens 22 skiller sig en smule ud. Hun spiller i lange sorte bukser, og på hovedet bærer hun et tørklæde, så kun hendes ansigt er synligt. På sidelinjen står holdkammeraten Maymanat, som også bærer tørklæde.

Nagin Ravand kigger op i luften mod bolden, der blev sendt afsted nede fra forsvarsspilleren. Hun gør klar til at tage bolden ned til græstæppet, men i stedet brydes den af en spiller i rødt.

“Du skal løbe med hjem!” råber træneren til hende, da modstanderen slår kontra og har kurs mod Brabrands mål.

Nagin Ravand er 17 år gammel, og selvom hun på papiret ikke er seniorspiller endnu, spiller hun med kvindeholdet i Brabrand IF.

For 15 år siden kom hun sammen med sine forældre til Danmark fra Afghanistan og bor i dag i bydelen Gellerup i det vestlige Aarhus. Hun går på Langkær Gymnasium, spiller fodbold i Brabrand IF, og så er hun træner for et pigehold hos fodboldklubben ACFC fra Gellerup.

Nagin Ravand er én blandt de 570.581 personer i Danmark, der ifølge tal fra Danmarks Statistik betegnes som indvandrere. Én blandt den gruppe af mennesker i Danmark, der oplever den største omtale i de danske medier. Men på bane 2 i Brabrand er hun én blandt 22 spillere, der løber efter den samme bold.

***

På banen kæmper hun for at vinde for de blå Brabrand-farver. En afghansk pige sølet ind i danskheden, som vi forstår den bedst, Foreningsdanmark. Og blot to kilometer derfra kæmper hun for, at flere piger med anden etnisk baggrund som hende selv kan samles om at spille fodbold. Ikke for resultaterne eller pokalernes skyld, men for mere end det.

Dette er fortællingen om Nagin Ravand og fodboldklubben ACFC, der hver onsdag samler op mod 25 piger i alderen otte til 15 år til fodboldtræning i hjertet af Gellerup. Selvom spillerne har forældre fra Kurdistan, Somalia, Palæstina og Afghanistan, har baggrund og nationalitet ingen betydning på grønsværen. Her spiller venskaber og fodbold nemlig den største rolle i bestræbelserne på at introducere piger med anden etnisk baggrund end dansk til dét, som ligger så dybt i det danske samfunds DNA, det vidunderlige Foreningsdanmark.

For foreningsliv og sport dækker over mere, end hvad ordene i første omgang kan indikere. Det er venskaber, oplevelser, et fælles ståsted – og i sidste ende også integration, peger både fodboldklub og eksperter på.

Men bagved den positive historie om Nagin Ravand og ACFC’s piger findes der også en skyggeside. De hører nemlig til blandt de kun 43 procent af piger med anden etnisk baggrund end dansk, der ifølge Idrættens Analyseinstitut dyrker motion. Sammenligner man det med tallet for danske piger, der lyder på 84 procent, er det opsigtsvækkende.

Hvad ligger egentlig til grund for de 43 procent? Har det noget med religion at gøre? Er det kulturforskelle, der bærer skylden? Og hvorfor har ACFC haft så svært ved at få områdets piger til at spille fodbold?

***

Ugens højdepunkt

“Det’ det der onsdagsfodbold, mama.”

Mellem en smal søjle med bland-selv slik og en disk med pølser og friturepomfritter snakker en mørkhåret pige i tiårsalderen i telefon med sin mor. Efter flere forsøg får hun forklaret moderen i den anden ende af røret, at hun om lidt skal til fodboldtræning, og at hun lige nu står i ly for regnen og venter i det lille cafeteria i ACFC’s klubhus.

Klubhuset består af nogle sammensatte containere, hvor frivillige står i køkkenet og laver burgere. Væggene prydes af holdfotos, og omklædningsrummenes brusere har vand i rørene, men er sjældent i brug. Spillerne klæder nemlig oftest om hjemmefra og venter efter træningerne med at gå i bad, til de er hjemme igen. Det samme gælder pigen, der står klar ved vinduet iført sportssko, vinterjakke og sorte, bløde Hello Kitty-bukser.

ACFC’s klubhus drives af frivillige kræfter, og det åbner hver dag ved 14-tiden.

Mens pigen lægger telefonen tilbage i dynejakkens lomme, kaster Nagin i klubbens boldrum et bundt neongule og orange veste over skulderen. Små kegler stabler hun ovenpå hinanden, og hun samler derefter boldene, der ligger spredt rundt på gulvet, og putter dem i et stort, sort net. Mere end 12 skal der i dag til, så hver spiller kan få en bold at jonglere og drible med.

Dagen igennem havde hun ellers frygtet, at denne onsdagstræning ville blive aflyst, hvis ingen af de omkring 25 spillere, der plejer at være til fodboldtræningen, ville møde op på grund af kraftige regn- og haglbyger.

Klokken lidt over fem, et par minutter efter træningen skulle være begyndt, er alle piger stimlet sammen ved banens indgang med poser over armene, tasker på ryggen og fodboldstøvler i hænderne.

“Så piger. I må gerne løbe en opvarmningsrunde.”

Med høj stemme afbryder Nagin pigernes snakken, hvorefter hun med vante bevægelser sætter boldnettet fra sig på langsiden af banen, som hun gør det hver onsdag eftermiddag klokken fem.

Omkranset af flere etager høje, hvide boligblokke, ACFC’s klubhus og områdets ungdomsklub ligger den fem millioner kroner dyre bane af kunstgræs og lyser op som en oase i en ørken midt i bydelen Gellerup. I den ene ende skyder tre yngre drenge på mål, og bagved violinnettet, som hegnet rundt om banen kaldes, står et par af pigernes fædre med hænderne i lommerne og snakker.

ACFC’s piger træner hver onsdag på den nye kunststofbane midt i Gellerup.

På kunststofbanen bliver fodboldstøvler og kondisko snøret, og et par af pigerne sætter i løb langs de hvide linjer. Nogle af spillerne har sat håret stramt op i en hestehale, enkelte har det lange hår hængende løst over skuldrene, mens et par af spillerne har dækket lokkerne med tørklæder.

Spillerne tager plads i en halvcirkel om Nagin.

“Det handler om, at I skal bevæge jer for hinanden og løbe for hinanden. Hjælp hinanden, så der er nogen at spille til,” siger Nagin, mens hun giver de neongule veste til hver anden spiller.

Bagerst småsnakker og griner nogle af pigerne, hvilket får Nagin til at tysse på dem, så hun kan forklare næste træningsøvelse. I flokken står to spillere i neongule veste koncentrerede og lytter med armene placeret om hinandens skuldre. Pigerne har rødder fra lande som Afghanistan, Somalia, Palæstina, Kurdistan, Libanon og Danmark, men på banen er de fra ACFC.

Pigerne på ACFC’s hold bor alle i Gellerup, og de har vidt forskellige nationaliteter.

“Det er sjovt, fordi man både spiller med nogen, man kender, men man får også nye venner,” fortæller 11-årige Ayah Hammad med holdkammeraten Amanda Abdallah ved sin side.

“Ja, jeg har for eksempel fået hende her som ven,” siger Amanda Abdallah på 10, mens hun tager sin venstre arm og lægger om venindens skulder.

Netop venskaber og netværk er noget af det, Nagin ønsker, hun kan give pigerne.

“Jeg håber, at jeg kan give pigerne noget af alt det, jeg har fået gennem fodbolden,” fortæller Nagin, der har spillet foreningsfodbold siden 3. klasse, hvor hun blev hevet med af en veninde.

“Ud over motion og fede oplevelser med fodbold, er det et godt sted at få nye venner. Jeg ved, at nogle af pigerne har aftaler om at mødes før træningen, og det er fedt, at de også vil ses uden for banen. For det er noget andet at spille i en klub frem for på gaden, og det betyder noget for dem at kunne sige, at de går til fodbold. At man er engageret i noget uden for skolen og har andre forbindelser,” fortæller hun.

Da Nagin for to år siden blev ringet op og spurgt, om hun kunne tænke sig at være træner for pigeholdet i klubben ACFC, var den dengang 15-årige folkeskoleelev ikke i tvivl om, hvordan svaret skulle lyde. Ja, svarede hun med det samme, men det var med spænding i maven. For det er alligevel en stor opgave at stå som en 15-årig træner foran et helt hold, og ville der overhovedet dukke nogen op?

Nagin Ravand er 17 år gammel, og sammen Maymanat, Jasmeen og Dalia er hun træner for ACFC’s piger.

Nagin smøgede ærmerne op. Hun frygtede, at det ville blive en svær opgave at samle et helt hold, da klubben efter flere års forsøg, ikke var lykkedes med at samle nok piger. Derfor gik hun i gang med at kontakte piger i sin omgangskreds og ringede rundt til de piger, som hun tænkte, kunne være interesseret. Det handler om synlighed, tænkte hun. Derfor var det vigtigt for hende at fortælle områdets beboere om holdet. Det gjorde hun blandt andet ved at sætte sig i informationsskrankene til klubbens stævner og turneringer, så pigerne og deres forældre blev bekendt med både hende og ACFC’s pigehold.

Når hun i dag står med sin blå hættetrøje med superman-logoet på maven, hvorpå fløjten i snor hviler, er det med en vis stolthed. For det er lykkedes hende og ACFC at samle områdets piger til fodbold på banen.

***

– Pigerne skal have samme muligheder

Ved siden af den spritnye fodboldbanes hegn ligger ungdomsklubben. Med sin slidte facade af røde mursten og vinduer med tre forskellige slags gardiner står bygningen i skarp kontrast til banen, hvor ACFC’s hold træner. Inden for bygningens fire vægge holder områdets unge til i fritiden. Bordtennisbord, altid optaget, Playstation, sofaer og så videre. Alt, hvad der hører til i en ungdomsklub, er der. Hjørnekontoret i bygningens ene ende indtages af Afif Abdallah, formand i ACFC.

Afif Abdallah er ansat hos Aarhus Kommune som opsøgende medarbejder i Gellerup.

”De unge, som har karantæne i ungdomsklubben, må have lov at sidde herinde i min sofa. Men de må ikke gå ind i ungdomsklubbens lokaler, når de har karantæne,” forklarer Afif Abdallah på et gebrokkent dansk.

Han sætter sig i en gammel, blød stol beklædt med falmet, farverigt betræk. På væggene hænger udprintede adskillige billeder fra sidste års fodboldskole. Nogle billeder Afif Abdallah med lys i øjnene gerne fortæller om.

”Sidste år var der 46 piger med på vores fodboldskole ud af 125 deltagere. I 2011 havde vi ingen.”

Afif Abdallah er formand i ACFC, og han stiftede selv klubben i 1994.

Han tager en tår af det brune plastikkrus med kaffe, imens den nederste del af glassene i de sorte briller dugger til. Et brag, der lyder som en dreng, der røg sig en ordentlig tur ind i væggen udenfor kontoret, kan høres bag den lukkede brune dør. Afif sætter koppen tilbage på bordet, og nok en gang hamrer noget mod kontorets ene væg.

”Det er bare nogle drenge, der spiller bordtennis,” siger Afif Abdallah tilsyneladende ikke overrasket, og med sit vedholdende blik og uden tøven fortæller han videre om fodboldskolen.

”I år satser vi på at have lige mange piger og drenge.”

Pokalerne på skrivebordet og hans sorte træningsjakke med påskriften ”AC Football Club – 1994” fortæller, at ACFC, Aktivitet Center Football Club, som bogstaverne står for, ikke er en ny klub. 52-årige Afif Abdallah startede selv klubben for 23 år siden. Han kom alene til Danmark i 1985, og i forbindelse med sin uddannelse som klubpædagog stiftede han fodboldklubben, der startede med otte mandlige spillere.

I dag tegner klubben sig for 151 aktive medlemmer, fire ungdomshold for drenge og otte hold for herrer, som er tilmeldt en turnering under Dansk Boldspil-Union. Og derudover har klubben oprettet pige-holdet.

Men holdet er ikke tilmeldt en turnering, og den står derfor kun på træning for pigerne hos ACFC. Sidste år havde Nagin meldt holdet til en turnering i laveste række. En af de første kampe tabte de godt nok 16-0, men en udvikling skete dog, og da de mødte holdet igen, tabte de kun 4-0. En klar forbedring, tænkte Nagin tilfreds.

Helt tilfreds var hun dog ikke. Hver uge skulle hun bruge tid og energi på at kontakte spillerne for at sikre sig, at der var spillere nok til kampene. Det var der ikke altid. Holdet spillede kun fem kampe den sæson. Til de resterende fem kampe måtte Nagin melde afbud til modstanderen, fordi hun ikke havde spillere nok.

Hun tog konsekvensen og meldte dem derfor ikke til en turnering i år, og det gør hun ikke før, at hun ser kontinuitet og mere disciplin på holdet.

For formanden er det dog ganske tilfredsstillende, at ACFC’s pigehold nøjes med træningen. Han håber alligevel, at de inden længe er klar til at blive tilmeldt en turnering.

ACFC har i mange år arbejdet for at skabe et pigehold, men Afif Abdallah husker ikke præcist årstallet for, hvornår det startede. Han husker dog tydeligt, hvorfor de tog beslutningen. Pigerne skal have de samme muligheder for at dyrke sport og motion, som drengene fra området har, fortæller han. For der er en klar forskel på piger og drenges idrætsdeltagelse. 73 procent af drengene med anden etnisk baggrund dyrker motion, hvilket er en del mere end de 43 procent, som tallet lyder for pigerne.

Derfor tog formanden kontakt til Nagin. Han havde set hende spille fodbold uden for blokken, og han vidste, at hun kunne noget med en bold.

Afif Abdallah har selv været både træner og spiller i klubben, men støvler og taktiktavle er lagt på hylden for formanden med palæstinensiske rødder. Det er de unge, der skal styre det, som han siger. I stedet indtager han ofte pladsen på de brune træbænke på sidelinjen. Derfra har han kunnet se, hvordan flere og flere piger er blevet en del af pigeholdet.

“Det giver dem et godt socialt samvær, så de ikke bare sidder derhjemme. Det giver dem netværk, de kommer ud og gør noget for kroppen. Vi vil gerne sørge for, at de unge bliver aktiveret,” siger han og forklarer samtidig, at den største udfordring er at få pigerne til at blive ved med at komme og spille kontinuerligt.

Der er ingen tvivl om, at Afif Abdallah og ACFC vil gøre meget for at få flere piger med anden etnisk baggrund end dansk til at spille fodbold. Også selvom han tøver med at sætte ord på, hvorfor flere skal snøre fodboldstøvlerne.

“De kommer ud, og de får samme muligheder som drengene. Det er det vigtigste,” forklarer han.

“Har pigerne ikke mulighed for at betale kontingent til klubben, klarer vi også det for dem.”

Afif Abdallah er opvokset i Libanon, mens begge hans forældre er palæstinensere.

Professor ved Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet Bjarne Ibsen peger på, at det har en indflydelse på pigernes integration i det danske samfund, at de spiller fodbold på et hold.

“I en forening dyrker man idræt på lige fod med andre og får et netværk og foreningsværdier med sig. Man kan sige, at det at dyrke idræt i en forening i sig selv er et udtryk for en integration, for en væsentlig del af det at være samfundsborger, er at man er aktiv i sin fritid og i sin forening. Men om det betyder, at man bedre kommer i uddannelse og på arbejdsmarkedet, er der ikke bevis for,” siger Bjarne Ibsen.

ACFC er en del af Get2Sport-projektet, som Dansk Idrætsforbund står bag. Get2Sport vil netop styrke foreningsidrætten i de mest udsatte boligområder, og projektet støtter de klubber, der i forvejen har et solidt fundament og gør det godt. Og fodbold bliver dermed et værktøj til at forbedre integrationen.

”Fodbold er et genialt middel, fordi det er let tilgængeligt og meget genkendeligt lige meget, hvor du kommer fra. De fleste ved, hvad det går ud på. Inden for gåafstand findes en græsplæne, hvor man kan spille,” forklarer Preben Astrup fra Get2Sport.

Bjarne Ibsen er enig i, at fodbold skiller sig ud i forhold til andre sportsgrene.

“Fodbold har et stort potentiale, da fodbold er kendt i hele verden. Hvis børns forældre har gået til eksempelvis fodbold, er der større sandsynlighed for, at børnene også vil gå til det, da det er noget, de kender og det, der bliver snakket om derhjemme,” fortæller han.

47 procent af beboerne i Gellerup er under 21 år. I en dansk ”middelby” er 22 procent under 21 år. Der er derfor et stort potentiale i forhold til at skabe et fodboldhold i Gellerup, men en af udfordringerne er imidlertid at få frivillige til at drive klubberne. Det er noget af det, som de lykkes med i ACFC.

”Vi bruger mange kræfter på, at give de frivillige gode forhold. Vi sender dem på dommerkurser og trænerkurser. Og det giver dem også hver især større selvtillid og tryghed,” forklarer Afif Abdallah.

Og det får Afif Abdallah og ACFC ros for hos Get2Sport-projektet.

”Den gode historie er de to trænere, der gerne vil være trænere, og som får flere og flere til at komme til træning,” siger Preben Astrup.

Når pigerne er flest til træning, er de 25 spillere.

Tilbage i det tætmøblerede kontor i ungdomsklubben vender Afif Abdallah tilbage til billederne fra sidste års fodboldskole. De viser nemlig resultatet af klubbens arbejde.

”Det er dejligt at se den udvikling på fodboldskolen. Vi vil gerne prøve at sende pigerne afsted på en tur til udlandet. Men det bliver svært,” siger han med et bestemt tryk på den sidste sætning.

***

Resultater på og udenfor banen

Klokken har netop slået 14:00, og mange af eleverne på Langkær Gymnasium har fået fri og samles ved skolens midtpunkt, kantinen. Det summer af snak på kryds og tværs, nu hvor fredagsstemningen har bredt sig. En palle med øl-fustager fra Aarhus Bryghus er placeret på fliserne, og en mixerpult er sat op på et af kantinens borde.

Det ses hurtigt, at stedet her er en stor smeltedigel af nationaliteter. Nogle har tørklæde på hovedet, drengene med kasketten omvendt på hovedet, og kuløren i ansigtet varierer fra person til person. Sidste år blev det i medierne omtalt som et ghettogymnasium, da andelen af elever med udenlandsk herkomst på gymnasiet i Tilst i 2015 lå på 58,1 procent. Men stemningen er som på ethvert andet gymnasium fredag eftermiddag.

De fleste piger går i højhælede sko, har opsat hår, store øreringe og bærer en makeup, som viser, at der er brugt mere end fem minutter på at blive klar til skole.

Ud fra et klasselokale kommer en pige zigzaggende gennem de små øer af elever i kantinen. Klædt i sportstøj kommer Nagin til syne med sorte Nike-sko, mørke løse bukser og en grå trøje med logoet Brabrand IF på brystet. Trøjens krave overlapper hendes tørklæde, som er det eneste af hendes beklædning, mange af skolens andre piger også bærer.

Hun befinder sig godt med et par sportssko på fødderne og med en træningstrøje over hovedet. For træning og fodbold har ikke blot en betydning for hendes fritid og kalender, den har også en stor betydning for hendes selvværd.

“Det gør noget godt, at man beskæftiger sig med noget, man kan lide, og som man samtidig også er god til. Når man får kommentarer som ‘wow, det er du god til,’ så bliver man glad,” siger Nagin og smiler.

Gymnasiet i Tilst ligger cirka fem kilometer nord for ACFC’s klubhus. Det er her, de fleste unge fra Gellerup går i gymnasium, forklarer Nagin fra mødelokalet med udsigt til skolens kantine.

Imens hun iagttager resten af gymnasiets elever hygge sig i kantinen, forklarer hun, hvorfor hun er træner for en flok piger i ACFC.

“Jeg ved, hvor fedt det er at kunne spille fodbold. Jeg har en vis taknemmelighed og respekt for mine trænere og for den indsats de yder, så jeg hver uge kan komme til træning og gøre det, jeg elsker allermest,” forklarer hun.

Nagin Ravand kom til Danmark fra Afghanistan, da hun var to år gammel.

Nagin klarer sig godt i gymnasiet, og det skal hun også for at kunne nå sin drøm om at blive tandlæge. Og som hun selv udtrykker det, så er den drøm ikke urealistisk. Om det er fodboldens fortjeneste, ved hun ikke, men både eksperter og undersøgelser peger på, at deltagelse i den lokale idrætsforening har gavnlig effekt på resultaterne i skolen.

At fodbold har en positiv effekt, kan Helle Mønster nikke genkendende til. Hun er skoleleder på Tovshøjskolen i Brabrand, hvor flere af ACFC’s piger går i skole.

“Idrætslivet kan gøre, at man føler, at man er en del af et fællesskab på andre præmisser end at være en del af et fællesskab i en skolekontekst. Og det er godt for eleverne,” siger skolelederen, der råder sine elever til at gå til en aktivitet i fritiden.

“Det er godt for eleverne at komme ud af hjemme og have en aktivitet ved siden af det at gå i skole. Vi tror helt bestemt, at man får bedre elever, hvis de dyrker fritidsaktiviteter. Der findes også undersøgelser, der viser, at elever, der går til noget, klarer sig bedre i skolen,” siger Helle Mønster.

På Lykkeskolen i Brabrand, der kun rummer tosprogede elever, er man af samme overbevisning. Udover den obligatoriske idrætsundervisning, som alle elever skal deltage i, tilbyder skolen ekstra idrætsundervisning efter skoletid for at motivere eleverne til at dyrke sport i fritiden.

Skolelederen Ahmad Moussa oplever, at børn med anden etnisk baggrund end dansk ikke opfordres hjemme fra i ligeså høj grad som danske børn til at dyrke sport.

“Børnene her på skolen er ikke lige så motiverede som børn og unge med etnisk dansk baggrund, fordi de ikke har fået det med fra deres forældre, og det smitter af på børnene. Nogle af forældrene forstår ikke, hvad sport skal gøre godt for,” siger Ahmad Moussa og fortsætter:

“De fleste elever deltager i vores idræt uden for skoletid, men nogle forældre siger, at de ikke vil have deres datter til at deltage i idræt og motion, fordi de selv vil stå for opdragelsen. I de tilfælde prøver vi at have en dialog om, at motion og idræt ikke er skadeligt, men derimod en god ting,” siger han.

Prioriteringen af sport og motion hos de lokale skoler i Gellerup er ikke uvæsentlig, hvis man ser på de løbende evalueringer, som Integrationsministeriet og Center for Boligsocial Udvikling laver af Get2Sports indsatser. Her svarer 68 procent af foreningsmedlemmerne i Get2Sports samarbejdsklubber, at de i nogen eller høj grad er blevet gladere for at gå i skole, og 59 procent vurderer, at de i nogen eller i høj grad klarer sig bedre i skolen efter at være begyndt i en idrætsforening.

“Hele ideen er, at de børn, som vokser op her, også skal have mulighed for at profitere af frivilligt foreningsliv. Studier viser, at forpligtende fællesskab, hvor voksne engagerer børn, gør, at børn klarer sig bedre i forhold til uddannelse, kriminalitet og livsstilssygdomme,” siger Preben Astrup fra Get2Sport.

***

Disciplin, udvikling og flere spillere

To piger kommer slentrende sammen langs hegnet til fodboldbanen. De snakker sammen på et andet sprog end dansk. Den ene pige sender hovedet bagover og bryder ud i latter, mens den anden hiver hende i armen og lægger sit hoved helt ind til hendes øre. Hun hvisker noget til hende, og så griner de begge to.

“Skynd jer lidt, piger. I kommer for sent.”

15-årige Dalia er sammen med Nagin en del af trænerteamet på fire, og hun er med til at stå for denne uges træning. Regnen og haglen fra sidste uges træning er skiftet ud med varme og solskin. Dalia skynder på de to piger, der skyder genvej gennem violinnettet, som flere af holdets piger har gjort det de seneste par minutter. Et kvarter inde i træningen og efter de sidste pigers ankomst kan Dalia nu tælle 21 spillere.

Selvom pigernes træningstøj er forskelligt, har de til træningen altid det til fælles, at de taler dansk.

Nagin har på grund af det gode vejr ladet sin jakke, som hun ellers plejer at have på til træning, ligge hjemme i dag. I dens lomme ligger et stykke efterhånden slidt papir, hvorpå hun hver onsdag noterer, hvor mange piger der har deltaget i træningen. Det er efterhånden sjældent, hun skriver et tal under de 20 på sedlen.

Nagin er samtidig begyndt at se den kontinuitet og disciplin hos ACFC’s piger, som ellers fik hende til at trække holdet fra en turnering i år. Nu møder de fleste af spillerne op til træning hver uge, og Nagin kan mærke, at fodbold er blevet en fast del af pigernes hverdag.

“Der er sket en stor udvikling med pigerne på den tid. Til træning er der kommet mere disciplin, hvor de møder til tiden og er bedre til at tie stille og sådan. De holder også ud længere, er kommet i bedre form og er blevet bedre tekniske,” siger Nagin, mens hun ser pigerne drible langs banens side.

“Og så kan jeg se en sådan mere personlig udvikling. Der var nogle, der var meget stille i starten. Det er de ikke mere, nu er der fuld knald på. Der er ikke den samme tøven som før og de er blevet mere udadvendte. Det håber jeg også, de er uden for banen.”

Under pigernes obligatoriske runde omkring banen som opvarmning, har Dalia stillet kegler frem til stafet.

“Fire piger i hver række,” råber hun, og de sidste piger finder deres plads i køen.

Amanda Abdallah tripper rastløst på de kunstige strå og venter på et “3-2-1-nu” fra trænerne. Selvom hun startede på holdet for få uger siden, er hun allerede vild med at være en del af ACFC’s pigehold.

“Det ville være meget sjovere, hvis det var hver dag i stedet for kun en gang i ugen,” siger hun.

Manal Zeidal har to døtre, der spiller fodbold, og det glæder hun sig over.

Udover en grædende lillebror, nogle unge drenge på sidelinjen og to andre hold, der også træner på kunstgræsbanen, sidder Manal Zeidal på bænken med benene over kors og med solen i ansigtet. Hun er mor til to døtre, Dalia på 15 og hendes søster på 14, der begge spiller fodbold.

”Jeg ser det kun som en god ting, at mine døtre spiller fodbold. Det er sundt, og de får nye venner gennem fodbold. Prøv at se, hvor glade pigerne er,” siger Manal Zeidal, mens hun iagttager de 21 piger på kunststofbanen.

“I dag ser man også mange piger med tørklæde, som spiller fodbold, så det burde ikke være noget problem. Som mor, så går jeg jo op i, at hun kan gøre ligesom alle andre,” siger hun.

***

Det handler om traditioner

I hjørnekontoret skænker ACFC-formanden en sidste kop kaffe fra den sorte termokande. Oveni glæden over, at klubben endelig har fået stablet et pigehold på benene, erkender Afif Abdallah samtidig, at det har været en hård proces.

“Ikke alle forældre mener, at fodbold er noget for piger,” forklarer han.

Det er samme oplevelse, naboklubben Vatanspor har. Vatanspor er ligeledes en klub med Gellerup som tilholdssted. Klubbens formand, Osman Eroglu, arbejder også på at skabe et fodboldhold for piger. Lige nu spiller kun syv piger i klubben, men det er ikke nok til at stille et hold til en turnering.

De to formænd har begge kendskab til, at nogle piger ikke må spille fodbold for deres forældre. Samtidig peger de på, at traditioner ligger til grund for den lave andel af piger med anden etnisk baggrund end dansk, der dyrker sport i en idrætsforening.

Afif Abdallah hæver stemmen en smule, mens han understreger, at det ikke har noget med religion at gøre, at færre piger spiller fodbold sammenlignet med drenge med indvandrerbaggrund og etnisk danske piger. Det er i hvert fald hans, Osman Eroglus og Nagins vurdering.

”De kommer fra kulturer, hvor man arbejder meget, og der er ikke altid overskud til at tænke på fritid. Derfor skal de have den tryghed, når de kommer her til. Der er også forskel på piger og drenge, fordi forældrene er mere beskyttende overfor pigerne. Drengene skal nok klare sig, tænker de.”

Afif Abdallah fortæller, at det i høj grad handler om kulturforskelle. Han vil ikke høre tale om, at religion skulle være forklaringen. Forældrene skal vænne sig til den måde, man organiserer idræt og fritid i Danmark, forklarer ACFC-formanden.

”Det handler om, at forældrene skal have tryghed ved at sende deres piger til fodbold. De er ikke vant til foreningsliv, men hvis de kender træneren for eksempel, vil de hellere sende deres piger til fodbold.”

Netop tillid og tryghed ser professor Bjarne Ibsen ligeledes, er afgørende for, hvorvidt børn og unge er aktive i idrætsforeninger.

”Vi lavede en undersøgelse for nogle år siden, hvor vi så på seks udsatte boligområder, og det var tydeligt, at tryghed spiller en væsentlig rolle. Og en større rolle for pigerne. Men tryghed er ikke bare i fysisk forstand, hvor man for eksempel er bange for, at nogle kommer efter én. Det er også i en social og kulturel forstand,” siger han.

Ifølge en rapport fra Aarhus Kommune fra 2014 var hele 55 procent af Gellerups beboere i den arbejdsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet.

Foreningskulturen, “den særligt danske”, som vi kender den herhjemme, ligger dybt forankret i danskerne. Men det er ikke tilfældet i mange ikke-vestlige lande. Ifølge ph.d. og idrætssociolog Verena Lenneis har man i de lande mere fokus på konkurrencesport frem for breddeidrætten.

“Hvis forældrene ikke er vant til foreningsidræt, kender de ofte ikke de uskrevne regler for deltagelse. Det forventes eksempelvis, at forældrene på skift kører børnene til og fra træning og kamp, vasker tøj, bager kage eller lignende. Det kan blive en stor udfordring,” fortæller hun.

Verena Lenneis fortæller videre, at nogle forældre stadig ser fodbold som en sport for drenge, mens der hos pigerne kan være større fokus på uddannelse. Hun fortæller dog, at der generelt er lavet meget lidt forskning på området. Derfor findes der heller ikke en entydig forklaring på forskellene i børns idrætsdeltagelse.

De fleste forskere og undersøgelser gør det dog klart, at udover kulturelle forskelle spiller socioøkonomiske forhold en afgørende rolle i forhold til børn og unges idrætsdeltagelse. Det gælder både for etnisk danske børn som børn med ikke-vestlig baggrund.

“Ofte bliver folk med anden etnisk baggrund end dansk reduceret til kultur og religion, men man tager ikke højde for social klasse,” siger Verena Lenneis.

Og det er også nogle af de erfaringer, som man har gjort sig hos Get2Sport.

“Det største problem er deres socioøkonomiske baggrund og ikke, at de er indvandrere. Tallene fra undersøgelser er lidt unuancerede. Økonomi og uddannelse er det største problem. Forældre kan være traumatiseret og så videre, og så får man ikke så nemt arbejde,” siger Preben Astrup fra Get2Sport.

Professor Bjarne Ipsen og idrætssociolog Verena Lenneis forklarer, at en stor del af beboerne i udsatte områder som Gellerup har en lav social status. Og ifølge en rapport fra Aarhus Kommune fra 2014 var hele 55 procent af Gellerups beboere i den arbejdsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet. De to eksperter peger på, at forældrenes baggrunde har væsentlig betydning for, hvor aktive deres børn er i idrætsforeningerne.

“Der er en stor sammenhæng mellem social klasse og idrætsdeltagelse. Jo lavere social klasse, jo mindre vil man være tilbøjelig til at deltage i idræt i fritiden,” fortæller Verena Lenneis.

Den påstand bakkes op af Bjarne Ibsen.

“Det er ikke kun et spørgsmål om økonomi, det er også et spørgsmål om baggrund og uddannelse. Det handler om ressourcer, overskud, holdninger og hvad forældrene tillægger af værdi. Alt det har betydning for, hvor meget de kan støtte og bakke op om børnene.”

***

På bane 2 i Brabrand kigger den mandlige dommer i sort på sit ur. Han blæser i fløjten for sidste gang, og de to mandskaber giver hinanden hånden med et efterfølgende tak for 90 minutter i bidende kulde.

Hele seks gange måtte Brabrand-kvinderne gå den tunge vej fra eget mål til midterlinjen for at give bolden op igen. 0-6 på hjemmebane til Aarhus 1900 og slut med pokalbold i denne sæson.

Sammen med resten af holdet går Nagin mod omklædningsrummene i den røde murstensbygning. Skuffede ja, men alligevel med plads til enkelte smil og sludren mellem hende og resten af holdet.

Nagin håber, at hun om onsdagen giver noget af det videre til hendes piger i ACFC. Dét at være en del af et hold. Og hun håber, at pigerne i ACFC snart vil få de samme oplevelser med kampe, stævner, nederlag og ikke mindst sejre, som hun selv har fået. Formentlig næste sæson, hvor Nagin regner med, at de igen skal have et hold med i en turnering.

“Jeg har lovet dem, at når vi begynder at spille kampe, så skal de have spillertrøjer med nummer og navn på. Det er en god gulerod og motivation for dem. Og de trøjer, dem går de meget op i.”


Metodeboks:
I forsøget på at opnå en forståelse for, hvordan deltagelse i en idrætsforening kan være med til at integrere piger med anden etnisk baggrund end dansk, samt hvilke forklaringer der er på pigernes efterslæb i idrætsdeltagelse, har vi i 14 dage fulgt fodboldholdet ACFC’s piger, som holder til i bydelen Gellerup i Aarhus V. Denne feature er blevet til på baggrund af observationer, interviews og samtaler med pigerne, deres forældre, trænere, ledere og eksperter.